PRINTFÅ SIDEN LÆST OP

Økonomi

Der er forskellige muligheder for at have egen økonomi, når du er under 18 år. Hvis du ikke får lommepenge, kan du tjene dine penge selv på et fritidsarbejde.


Dine forældre bestemmer, hvor meget du skal have i lommepenge. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget de har råd til at give dig, men også af, hvad, de synes, er rimeligt. Du har ikke krav på lommepenge.

Du har lov at tjene dine egne penge, fra du fylder 13 år, men kun i begrænset omfang. Du må kun lave forskelligt lettere arbejde og højst arbejde 12 timer om ugen i de perioder, hvor du går i skole. Hvis du er fyldt 15 år og er gået ud af 9. klasse, må du have almindeligt erhvervsarbejde i almindelig arbejdstid, det vil sige om dagen. Men kun hvis dine forældre giver dig lov.

Familieydelse

Dine forældre modtager en familieydelse fra staten, fra du bliver født, til du bliver 18 år. Det er penge, som skal bruges på dig – til tøj, mad, udgifter til institution eller fritidsaktiviteter osv. Pengene bliver udbetalt til den af dine forældre, der har forældremyndigheden over dig.

Under normale omstændigheder kan du ikke selv få pengene udbetalt. Men der er nogle få tilfælde, hvor det offentlige skønner, at det vil være bedst for dig, hvis du selv får pengene. Det gælder for eksempel, hvis du er flyttet hjemmefra med dine forældres tilladelse. Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om du selv må få familieydelsen udbetalt.

 

Penge du har fået i gave

Du kan selv bestemme over de penge eller gaver, som du får – også selvom du er under 18 år. Hvis du for eksempel har fået nogle penge i fødselsdagsgave eller i konfirmationsgave, kan du normalt selv bestemme, hvad du vil bruge dem til. Og det du køber for pengene – for eksempel en mp3´er – kan du selv vælge at sælge igen, hvis du vil. Du skal derfor ikke have tilladelse fra dine forældre til at bruge de penge, du har fået forærende.

Det gælder dog ikke, hvis du har fået pengene til et bestemt formål. Får du for eksempel 200 kr. af onkel Otto til din fødselsdag med besked om at købe en bog, må du kun bruge pengene til en bog.

I meget sjældne tilfælde kan dine forældre få myndighederne til at godkende, at det altid er dine forældre, der skal bestemme, hvad dine penge må bruges til. Men det kan kun ske, hvis du ellers vil bruge pengene på noget, som ikke er godt for dig.


Penge du selv har tjent (løn)

Hvis du tjener penge ved et fritidsarbejde, inden du bliver 15 år, kan du som udgangspunkt ikke selv bestemme, hvad din løn skal bruges til. Først når du er fyldt 15 år, kan du selv bestemme over din løn. Du behøver ikke længere dine forældres tilladelse til at købe tøj, musik eller andet. Du kan også selv bestemme, om du vil låne de penge, du har tjent, ud, og du kan selv bestemme, om du vil forære dem væk.

Der mangler Flash

Et element på denne side kræver installation af Adobe Flash


Get Adobe Flash player