Det kan være for at få de unge ud af kriminalitet eller væk fra en kæreste eller dårlige venner. Nogle synes, at deres børn skal lære at blive en bedre muslim eller en god kone. Måske ønsker forældrene, at deres barn bliver gift eller forlovet, mens de er i deres hjemland. Det er ikke altid, at forældrene fortæller præcist, hvad der skal foregå på rejsen eller, hvor længe man skal være væk fra Danmark.
Ofte bor man hos familie fx hos mors eller fars søskende. Man kan være under konstant overvågning af familien, og der kan være streng kontrol med alt, hvad man laver og gør. Nogle oplever også at blive slået, hvis de ikke gør, hvad der bliver sagt.
Disse rejser er der meget sjældent nogen, der får noget godt ud af.
Børn og unge som sendes på genopdragelsesrejser oplever som regel, at de bliver svigtet af deres forældre og måske af det danske samfund. Det kan være rigtig svært at gøre noget for de børn og unge, som er i udlandet, da dansk lovgivning kun gælder i Danmark. Og genopdragelsesrejser fungerer næsten aldrig, som familien og forældrene håber.
Hvis du er bange for, at dine forældre vil sende dig på genopdragelsesrejse, så sørg for at få styr på nogle enkelte ting, inden du rejser. Se gode råd
Det kan være en god idé, at gøre noget for ikke at komme af sted, hvis man ved eller er nervøs for, at man skal på genopdragelsesrejse. Se hvad du kan gøre under gode råd